<h1>En stram finanslov holder inflationen nede</h1>

En stram finanslov holder inflationen nede

FINANSLOV Regeringen har netop præsenteret finanslovsforslaget. Et bud på en finanslov, der først og fremmest sørger for at holde inflationen nede. Det er stadig et helt afgørende politisk fokus i en tid, hvor vi har haft den højeste inflation i mere end 40 år. Og hvor rigtig mange kan se på deres bankkonto, at pengene ikke slår til på samme måde, som de plejede at gøre.

 

Det er et stramt finanslovsforslag, der er ansvarligt balanceret. Hvor vi på den på den ene side formår at ramme balancen mellem at skubbe til økonomien og holde igen, og på den anden side formår at prioritere velfærden, og tager højde for, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre og børn.

 

Specielt prioriteringen af børne- og undervisningsområdet gør mig glad. Vi prioriterer, at flere børn kan få mulighed for udsat skolestart. Med 735 millioner kroner over perioden 2023-2026. Og en sænkelse af klasseloftet i de små klasser. Fremover skal klasseloftet i 0.-2. klasse gå fra 28 til 26 elever. Det afsætter vi 615 millioner kroner til. På denne måde forpligter vi os på, at vores børn får den bedste start på skolelivet, som det er muligt.

 

Jeg er også rigtig glad for, at vi prioriterer et bedre arbejdsmiljø. Regeringen lægger op til en historisk høj bevilling til Arbejdstilsynet på 1,3 milliarder kroner. Penge, der skal gå til indsatser mod social dumping og arbejdslivskriminalitet og ikke mindst en massiv forbedring af arbejdsmiljøet. Der er store udfordringer med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på mange af vores arbejdspladser.

 

Med finanslovsforslaget sikrer vi ro om Arbejdstilsynet og sikrer en effektiv kontrol, så vi kan få et opgør med et farligt og nedslidende arbejdsmiljø.

 

Vi sikrer også økonomiske rammer for lønmodtagerne med blandt andet tillæg til dagpengene i de første tre månedernes ledighed for dagpengemodtagere med en stærkt tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er en styrkelse af trygheden for op mod 1,5 millioner lønmodtagere. Vi forhøjer også fradraget for faglige kontingenter. Det maksimale fradrag forhøjes fra 6.000 til 7.000 kroner årligt.

 

Finanslovsforslaget signalerer en ansvarlig regering, der fører ansvarlig finanspolitik i en tid, hvor der kommer rigtig mange økonomiske udfordringer udefra. Samtidig med at vi værner også vores velfærdssamfund. Jeg håber, at vi vedtager Finansloven med et bredt flertal i Folketinget.”