Midtjyllands Avis: Kommunerne har været nødsaget til at skære på velfærden. Hvorfor har regeringen ikke sørget for muligheden for flere penge til kommunerne?
Siden vi kom i regering i 2019 har vi gennemført det største løft af velfærden i 10 år. Vi sagde, at vi ville sætte velfærden først – det har vi gjort. Vi har styrket sundhedsvæsenet, daginstitutionerne, folkeskolerne, ældreplejen og uddannelserne.
Meget fungerer godt, men vores børn, syge og ældre fortjener en bedre velfærd, end det vi har nu. Der er ikke altid tid til omsorg og nærvær. De ansatte løber hurtigt. Mange søger væk fra fagene, og for få søger ind på uddannelserne. Når arbejdsvilkår bliver dårlige, så skaber det en ond cirkel. Mindre nærvær, mere travlhed, færre nye kolleger. Det er den største udfordring for velfærdssamfundet de næste 10 år, fordi det ikke kan løses med penge alene.
Vi skal sætte ind på flere områder: Attraktive jobs og uddannelser og gode arbejdsvilkår. Socialdemokratiet anerkender, at løn har betydning og er en del af løsningen. Vi skal lytte til alle muligheder og have alle gode forslag på bordet, når det handler om manglen på arbejdskraft.
Vi står i en ubehagelig storm af prisstigninger på grund af Putins krig i Ukraine. Alle ansvarlige økonomer har sendt det samme budskab: der skal holdes lidt igen. Ellers går priserne endnu mere amok. For at kunne holde hånden under danskerne i denne krise, har regeringen derfor været nødt til at lave en lidt tilbageholdende aftale med kommuner og regioner. På den måde har vi stadig mulighed for at bære Danmark klogt igennem den krise vi alle mærker lige nu.
Om få år er der over 5.000 flere børn og ældre her i Silkeborg Kommune. Vi vil fortsætte med at lade pengene følge med, så der er råd til at udvikle velfærden så borgerne får mere tid og nærhed for pengene ud over minimumsnormeringer i daginstitutionerne, lavere klassekvotienter i de små klasser og medarbejdere nok til at give de ældre den trygge og værdige omsorg, som de fortjener.
Midtjyllands Avis: Er det ikke en god idé at sænke skatterne for at sikre borgerne flere penge i disse tider?
Jo, det synes jeg. Men vi skal vente til efter den aktuelle krise med prisstigninger er ovre, ellers risikerer vi at gøre prisstigningerne endnu værre.
Og det skal gøres klogt, så vi ikke lægger en bombe under fremtidens velfærd. Derfor har Socialdemokratiet foreslået, at sænke skatterne i bunden – ikke i toppen. Alle danskere i arbejde skal have en skattelettelse – ikke kun de få med høje lønninger. Og finansieringen skal ikke tages fra velfærden, men dels fra den del af jobcenterindsatsen, som ikke evner at få folk i arbejde, dels fra skat på udbyttebeskatning til udlændinge.
Midtjyllands Avis: Er vi ikke nødt til at give sygeplejerskerne højere løn, hvis vi skal fastholde dem?
Jo, det er vi bestemt nødt til. Som søn af en sygeplejerske, har jeg egentligt altid været af den holdning. En lang uddannelse, et krævende job med skæve arbejdstider, det skal honoreres over lønnen.