GRØNT Nu tager vi det første skridt mod et nyt, grønt Danmarkskort. Det bliver den største forvandling af det danske landskab i nyere tid. Hvor der er plads til alt det, vi vil i Danmark. Plads til vores natur. Plads til mere skov. Plads til at beskytte vores drikkevand. Plads til at vores farvande igen kan blive hjem for fisk. Og plads til at vi forsat producerer flere af verdens bedste fødevarer.
Mandag aften blev regeringen sammen med Naturfredningsforeningen og Landbrug og Fødevarer enige om en aftale, der vil gøre Danmark grønnere og som vil sikre, at vi i Danmark når vores 2030-klimamål. Det er en historisk og vigtig aftale, der vil sikre bedre vilkår for naturen og for vores vandmiljø.
Vi bliver samtidig det første land i verden til at indføre en reel CO 2-afgift på landbruget, noget vi i Socialdemokratiet gik til valg på, men med respekt for landbruget skal der naturligvis være en indfasning. Det tror jeg, at andre lande kommer til at lade sig inspirere af for fremtiden.
Aftalen viser også med al tydelighed, hvor meget der kan gøres, når vi sætter os sammen på tværs af partifarver og interesser. Det er et nybrud, at vi har formået at lave en aftale, hvor både Landbrug og Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening er med. Det viser også, hvad man kan med en bred regering. Det er jeg som socialdemokrat stolt over.
I vores landsdel har vi områder med meget skov, og det vil der komme mere af i fremtiden. En del af det areal, der i dag bruges til at producere fødevarer, skal nemlig i fremtiden være skove, heder, enge, ådale eller moser. Vi vil udtage 140.000 hektar lavbundsjorde inklusive randarealer frem mod 2030. Samtidig vil vi rejse 250.000 hektar skov, hvor mere end en tredjedel være urørt skov.
Det vil gøre Danmark grønnere. Og det kan vi være rigtig stolte af.