ÆLDRE For første gang i 10 år øger vi nu ældrechecken for de folkepensionister i Danmark, som har mindst.
Det er en meget glædelig nyhed. Vi skal passe på vores mest sårbare ældre. Det, at vi hæver ældrechecken, betyder, at modtagere af checken fra januar 2025 permanent vil modtage 5000 kroner mere i ældrecheck om året.
I Region Midtjylland drejer det sig om 62.000 folkepensionister, som vil få forhøjet deres ydelse. Her i Silkeborg Kommune vil 4000 folkepensionister fra næste år stige i ydelse.
Vi har været igennem nogle voldsomme år med krig, pandemi og høj inflation. Krigen raser desværre stadig. Og den høje inflation har vi alle sammen mærket. De der har mindst har mærket prisstigningerne mest. Modtagere af ældrechecken er de folkepensionister, som er dårligst stillet økonomisk.
For dem kan de høje priser ofte mærkes betydeligt i hverdagen. Det kan gå ud over deres generelle trivsel og livsglæde, og sådan må det ikke være i Danmark, når man velfortjent har trukket sig fra arbejdsmarkedet. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu giver flere penge til vores pensionister.
Det er vi i Socialdemokratiet og resten af regeringen meget opmærksomme på. Derfor er jeg også glad for, at vi allerede har afskaffet ordningen om modregning for ægtefællers arbejdsindkomst i folke-, senior- og førtidspension.