GYMNASIUM I Silkeborg har vi et gymnasium, som er rigtig stærkt. Silkeborg Gymnasium scorer højt på god trivsel blandt eleverne, har et lavt frafald, og eleverne får gode resultater. Og de unge mennesker kommer flot videre i uddannelsessystemet og kommer ud og varetager vigtige jobs i vores samfund. Det skal vi glæde os over.
Alt dette er ikke noget, som er kommet af sig selv. Det er noget, der er skabt ud fra god ledelse og engagerede medarbejdere gennem mange år.
Derfor skal vi sikre, at Silkeborg Gymnasium fortsat kan skabe så gode resultater til gavn for vores lokale unge mennesker. Det kræver, at vi skaber nogle økonomiske rammer, som sikrer Silkeborg Gymnasium en robust økonomi i fremtiden. Det arbejder jeg for.
Vi har i Socialdemokratiet og resten af regeringen med vores forslag til finansloven for 2025 lagt op til en stor omfordeling af midler fra de store gymnasier i byerne til de mindre uden for byerne. Det har vi gjort, fordi mange gymnasier i vores mindre byer har det økonomisk svært i disse år. Og med det faldende elevtal får de det kun sværere i fremtiden. Det kan vi ikke lade stå til.
Silkeborg Gymnasium, som med flere end 1500 elever er Skandinaviens største gymnasium, rammes af denne omfordeling. Som borger i Silkeborg og som elev på Silkeborg Gymnasium skal man vide, at jeg som lokalt folketingsmedlem i Silkeborg arbejder aktivt for at sikre, at vi finder en god løsning, så vi også fremover opretholder en robust økonomi på Silkeborg Gymnasium.
Jeg håber og tror, at vi – når finansloven er indgået – har forhandlet os frem til en god balance, hvor vi passer på vores mindre gymnasier og samtidig støtter op om en god, robust økonomi på de store gymnasier som Silkeborg Gymnasium.