<h1>Regionsrådet i Midtjylland bør afvente Sundhedsstrukturkommissionen</h1>

Regionsrådet i Midtjylland bør afvente Sundhedsstrukturkommissionen

SYGEHUSET Budgettet er skredet i Region Midtjylland. Administrationen har præsenteret de folkevalgte for spareforslag. Nu rejses der kritik af de oplysninger, som regionspolitikerne har fået til at træffe beslutningerne på grundlag af. Oplysningerne beskrives af eksperter som »problematiske«, »ikke sandt« og »mangelfulde«, hvor »der ikke tages taget tilstrækkeligt højde for flere afledte effekter«. Der stilles samtidig spørgsmålstegn ved de reelle besparelsesberegninger.

Det har betydet, at 34 ud af de 41 regionspolitikere har besluttet besparelser, som borgere og eksperter rejser stor kritik af.

Man har besluttet at lukke akutlægebilerne de steder, hvor der ikke er akutsygehuse og derved længst til behandling. Det regionale specialeråd i Anæstesiologi beskriver, at der ved en væsentlig del af udrykningerne »var behov for lægelig anæstesiologisk assistance«, og Sundhedsstyrelsen fastslår meget klart, at »der er evidens for, at akutlægebilerne øger patienternes overlevelse«. Det er således indiskutabelt en kvalitetsforringelse, som ikke kan undgå at koste liv. Det bør give anledning til nye overvejelser hos de folkevalgte i regionsrådet.

Man har besluttet at fjerne lægerne om aftenen og natten i Center for Planlagt Kirurgi i Silkeborg, så nyopererede patenter må ringe 112 eller kontakte anæstesiologerne på nabosygehuset. Det regionale specialeråd i Anæstesiologi anfører, at forslaget vil »være til fare for patientsikkerheden« og Sundhedsstyrelsen fastslår meget klart, at »det i henhold til specialeplanen skal være muligt at få assistance fra en ortopædkirurgisk speciallæge i løbet af kort tid«, og »at det bør være muligt at få assistance fra en speciallæge i anæstesiologi umiddelbart»!

I den forbindelse er det vigtigt at huske, at dengang regionsrådet i 2018 besluttede at fjerne lægerne fra karkirurgisk afdeling i Viborg i weekenderne, pålagde Sundhedsstyrelsen regionsrådet øjeblikkeligt at ændre beslutningen.

Man har besluttet at flytte den højt specialiserede behandling af hjerneskade i respirator (Nisa-senge), hvor Silkeborg i 15 år har opbygget en ekspertise, der betjener hele Vestdanmark, til en anden matrikel.

Det er velkendt, at Sundhedsstyrelsen placerer de specialiserede funktioner, og det derfor kræver Sundhedsstyrelsens godkendelse, hvis specialiserede funktioner reduceres eller flyttes til anden matrikel. Denne tilladelse har administrationen ikke indhentet, og regionsrådspolitikerne blev ikke informeret herom, inden politikerne vedtog spareplanen. Det regionale specialeråd i Anæstesiologi skriver: »Det er illusorisk at tro, at en sådan funktion blot kan flyttes til en anden af regionens travle intensivafdelinger uden væsentligt tab af værdifulde kompetencer«. Sundhedsstyrelsen skriver, at »udmøntningen af spareplanen må ikke påvirke kvaliteten af de pågældende behandlinger« og tilføjer omkring Nisa-sengene, »det er vigtigt at fastholde høj faglig kvalitet og et robust fagligt miljø, hvilket kan blive udfordret ved flytning af senge til øvrige matrikler« - specielt hvis personalet ikke agter at flytte med.

Man har besluttet at lukke alle senge og modtagelse af akutte medicinske patienter på landets eneste officielle udviklingshospital og Universitetsklinik for Innovative Patientforløb i Silkeborg, hvis hovedformål er at konvertere akutte forløb til ambulante og skabe samarbejde mellem hospital, kommune og praksislægerne, der understøtter et sammenhængende sundhedsvæsen med en opgavefordeling mellem sygehuse og det nære sundhedsvæsen, der sikrer, at patienten kommer i centrum. Lukningen sker trods international succes, og landets førende eksperter beskriver, at hospitalet har »skabt fremtidens sygehus« og er »mindst 10 år forud for sin tid«. Hospitalet har udviklet så mange innovative tiltag, at eksterne eksperter i øjeblikket regner på sparepotentialet heri, hvis det blev udbredt til hele Region Midtjylland. Med andre ord er det ikke regionen selv men eksterne eksperter, som foretager disse beregninger for at se, hvordan vi får mere sundhedsbehandling og patienttilfredshed for de knappe økonomiske- og medarbejderressourcer, vi har til rådighed i sundhedsvæsenet i disse år.

Sundhedsstrukturkommissionen kommer i foråret 2024 med et beslutningsgrundlag, der opstiller og belyser modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsnet, der skal understøtte et sammenhængende sundhedsvæsen med en opgavefordeling mellem sygehuse og det nære sundhedsvæsen, der sikrer, at patienten kommer i centrum.

Vi vil derfor anbefale, at besparelserne på Regionshospitalet Silkeborg indstilles, indtil Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger foreligger, da man risikerer at lukke noget af det, Sundhedsstrukturkommissionen vil anbefale. Hvor skal pengene komme fra? Her er det nærliggende at se på den budgetbuffer, som budgettet opererer med i »Politisk prioriteringspulje til uforudsete udgifter«.

Samtidig bør man respektere befolkningens tryghedsfølelse og reelle frygt så højt, at besparelserne på akutlægebilerne revurderes og ændres. På Christiansborg har partierne bag finanslovsaftalen i mandags afsat 275 millioner kroner til akutberedskaber. Dem bør Region Midtjylland aktivt ansøge om og få del i med henblik på at omgøre sit eget besparelsesforslag i Silkeborg, på Djursland og i Vestjylland.

Det aktuelle forløb med de voldsomme besparelser og håndteringen heraf fremmer ikke forslaget om, at regionerne i fremtiden skal have det fulde ansvar for sundhedsvæsenet, tværtimod.