<h1>Silkeborg skal selvfølgelig have et hospital til gavn for de lokale borgere</h1>

Silkeborg skal selvfølgelig have et hospital til gavn for de lokale borgere

REGIONSHOSPITALET Vi skal også i fremtiden have et hospital med de nuværende funktioner her i Silkeborg. Det gik jeg til valg på. Og det vil jeg selvfølgelig fortsat kæmpe for.

Derfor ser jeg også det seneste udspil fra embedsmændene i Region Midtjylland som alt for hårdhændet overfor Regionshospitalet i Silkeborg. Det er en ommer.

I dag er det desværre sådan, at borgerne ofte oplever store forskelle i sundhedstilbud på tværs af landet. Og der er alt for ofte ikke nogen rød tråd i borgernes forløb på tværs af specialer og myndighedsskel. Derfor har SVM-regeringen nedsat Sundhedsstrukturkommissionen, som skal udarbejde et forslag til Folketingets partier. Anbefalingerne skal understøtte et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen med mere lighed og som er mere nært og bæredygtigt.

Det er vi socialdemokrater, som har båret ønsket om nærhed i sundhed ind i kommissionens arbejde. Det har vi gjort, fordi borgernes nærhed til sundhedsbehandling er vigtigt for os. Derfor har jeg også den klare forventning, at når kommissionen kommer med sine anbefalinger, så vil vi her i Silkeborg kunne se frem til at få nærhospitalsfunktioner, som kan tage sig af alle de opgaver, som sagtens kan varetages tæt på borgerne, så det er til gavn for alle borgere her i Silkeborg.

Det vil være en udvidelse af de opgaver, hospitalet kan hjælpe lokale borgere med og dermed en klar forbedring af Regionshospitalet Silkeborg.

Det er en meget kompliceret situation, som sundhedsvæsnet står i lige nu og årene fremover. Men der skal ikke være tvivl om, at min holdning er den samme som den hele tiden har været: Vi skal have et hospital her i Silkeborg. Og derfor vil jeg arbejde for, at når kommissionen kommer med sit udspil, så skal vi lokalt gribe muligheden og gøre anbefalingerne til praktisk politik i form af et virksomt nærhospital, som kan udvikles til gavn for borgerne her i Silkeborg Kommune.

Jeg ser frem til at samarbejde med regionspolitikere i Midtjylland og byrådet i Silkeborg Kommune om at udvikle ambitionen om et regionshospital her i Silkeborg med nærhospitals funktioner til gavn for borgerne her i Silkeborg.