<h1>Vores ældre fortjener tryghed og omsorg</h1>

Vores ældre fortjener tryghed og omsorg

Vores ældrepleje skal blive bedre. De ansatte skal have bedre betingelser for at bruge deres faglighed til omsorg, så det giver vores ældre den nærhed og tryghed, som de fortjener.

Jeg har selv forældre her i Silkeborg Kommune, som i de seneste år har haft mere og mere brug for omsorg og en hjælpende hånd. Jeg har derfor på tætteste hold oplevet, at vores ansatte i ældreplejen gør en stor og flot indsats. Men de mangler desværre alt for ofte påskønnelse for deres store arbejde. De har min påskønnelse. Ingen nævnt, ingen glemt. De er hverdagens helte.
Men jeg har også på tætteste hold set, at de ansatte mangler tid. De mangler kollegaer. Til at yde den tryghed og omsorg, som vores ældre fortjener. Socialdemokratiet vil derfor sætte ind med flere tiltag.

Der skal være penge nok til at løse opgaven. Jeg går til valg på, at når der heldigvis kommer flere ældre så følger pengene med ud til kommunerne, så der kan ansættes personale nok.

Vi skal have flere ansatte i ældreplejen. Det kræver et løft af SOSU-uddannelserne. Jeg går til valg på, at man som SOSU-elev får løn under hele uddannelsen. Det vil forhåbentligt tiltrække flere til faget.

Vores ansatte skal bruge deres tid på ældrepleje. På samvær. På sikker, tryg og værdig omsorg for vores ældre. Vi skal derfor fjerne den tidskrævende og unødvendige dokumentation, som ikke kommer de ældre til gode og som frustrerer medarbejderne. Vi politikere skal holde fingrene væk fra kontrollen og have tillid til, at de ansatte bruger deres faglighed klogt og kompetent. Jeg går derfor til valg på, at sænke tiden der bruges på dokumentation.

Jeg går til valg på en værdig ældrepleje, med nok ansatte, med mindre kontrol, så der bliver tid en mere tryg og omsorgsfuld ældrepleje – også her i Silkeborg Kommune.